Udland

Titusinder fejrer dronning i Londons gader

London har indledt den fjerde og sidste dag med festligheder i forbindelse med dronningen 60 års jubilæum.

Titusinder fejrer dronning i Londons gader

Dronning Elizabeth er tirsdag ankommet alene til domkirken Sankt Paul, hvor hun indledte den fjerde og sidste dag med festligheder i forbindelse med sit 60 års jubilæum som regent.

Titusinder af mennesker havde taget opstilling i Londons gader for at se optoget og karetturen med den 86-årige dronning, som for en sjælden gangs skyld må gennemføre sit program uden prins Philip, der mandag blev indlagt med en infektion i blæren.

Den britiske monark, som kun plejer at holde en kort tv-tale til nationen juledag, vil sent på eftermiddagen holde en særlig takketale til briterne.

Store menneskemængder har fundet frem til området omkring Buckingham Palace, hvor den berømte avenue er blevet forvandlet til et menneskehav med røde, hvide og blå flag op til jubilæets afslutning.

Her vil kongefamilien stå på slottes balkon, mens både moderne og gamle fly fra de britiske luftstyrker Royal Air Force flyver over det centrale London.

Råb om "God Save the Queen" lød fra folkemængden, da dronning Elizabeth ankom til gudstjenesten i Sankt Pauls domkirke.

- Vi markerer i dag et jubilæum på en historisk og meget offentlig pligttroskab - en pligttroskab, der har holdt ved med overbevisning, ro og generøsitet gennem vores liv, siger Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury, under gudstjenesten.

Kongefamilien, der tirsdag spiser frokost i Westminster Hall, som er den ældste del af parlamentet, vil ud på eftermiddagen blive bragt tilbage til Buckingham Palace i karet, mens militærorkestre spiller og en kanonsult med 60 skud affyres.

Højdepunktet ved mandages program var en tre timer lang hyldestkoncert ved Buckingham Palace, hvor hundredtusinder var samlet for at se kunstnere som Robbie Williams, Paul McCartney, Elton John, Kylie Minogue og Annie Lennox.

Selve koncerten, der blev overværet af 12.000 tilskuere, blev translittereret direkte til millioner af tv-seere verden over.

/ritzau/Reuters