Titusinder protesterer for anden aften i træk i Bukarest

Dagen efter, at over 450 mennesker kom til skade i demonstrationer i Rumænien, var folk igen på gaden lørdag.

Lørdag var utilfredse rumænere igen på gaden i hovedstaden Bukarest for at demonstrere mod regeringen og korruptionen i landet. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Politik 12. august 2018 05:07 - Opdateret 12. august 2018 07:45

RUMÆNIEN: Titusindvis af mennesker var for anden dag i streg samlet i den rumænske hovedstad, Bukarest, lørdag aften for at demonstrere mod regeringen.

Lørdagens demonstration kom, blot et døgn efter at over 450 personer fredag aften kom til skade i en lignende protest mod regeringen og den omfattende korruption i Rumænien.

Fredagens demonstration udviklede sig voldeligt, og rumænsk politi har efterfølgende fået kritik for at gå for hårdt til værks. 30 personer blev anholdt under urolighederne.

Ifølge politiet forsøgte en gruppe personer at trænge igennem en sikkerhedsbarriere ind til en regeringsbygning. Andre kastede flasker og sten mod urobetjente, der siger, at der var "provokatører" til stede ved demonstrationen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Protesterne fortsatte til langt ud på aftenen og de tidlige timer lørdag, hvor politiet brugte en vandkanon og tåregas til at få styr på menneskemængderne.

Videoer på sociale medier viser, at betjente også slog ikkevoldelige demonstranter, som holdt hænderne i vejret som tegn på, at de ikke var ude på ballade.

Mange demonstranter måtte efterfølgende have behandling for indånding af tåregas og peberspray, mens andre måtte behandles for slag. Det oplyser hospitalskilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Lørdag aften var folk igen på gaden i Bukarest, hvor demonstrationer blev overvåget af rumænske sikkerhedsstyrker.

"Ned med regeringen" og "Retfærdighed, ikke korruption", råbte de mange fremmødte.

- Jeg kom, efter at jeg så på tv, hvad der skete i fredags - jeg så politibrutalitet mod fredelige mennesker, siger 64-årige Floarea Toader.

- Mine børn arbejder i Spanien, og jeg vil gerne have, at de kommer hjem. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi politikerne kun er interesseret i sig selv og ikke gør noget for andre, siger hun.

Weekendens demonstrationer er arrangeret af rumænere, der arbejder i udlandet. De er frustrerede over udbredt korruption og lave lønninger og beskylder den socialdemokratiske regering for at svække landets retsvæsen.

Mange rumænere ser sig nødsaget til at flytte til udlandet for at arbejde, fordi der ikke er job at finde i hjemlandet, hvor den gennemsnitlige månedsløn er 520 euro - godt 3800 kroner.

Ifølge Verdensbanken arbejder mellem tre og fem millioner rumænere i udlandet.

Rumænien er et af de mest korrupte lande i EU, og fra Bruxelles bliver der holdt særligt øje med landets retsvæsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...