Politik

Titusinder protesterer mod Venezuelas præsident

I Venezuela og flere andre lande er der lørdag varslet protester mod præsident Maduro og krav om magtskifte.

Oppositionstilhængere under lørdagens demonstration i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Oppositionstilhængere under lørdagens demonstration i Venezuelas hovedstad, Caracas.

CARACAS:Titusinder af mennesker er strømmet ud i gaderne i Venezuela, hvor oppositionen under ledelse af den selvudråbte præsident, Juan Guaidó, vil vise deres modstand mod den siddende præsident, Nicolás Maduro.

Det rapporterer den britiske tv-station BBC.

Lørdagens demonstrationer har til formål at lægge yderligere pres på Maduro for at træde tilbage.

- Vi vil sende et meget tydeligt signal i alle dele af Venezuela og i enhver storby i verden. Vi vil give en styrkeopvisning på fredelig og organiseret vis, skriver Guaidó på Twitter.

Oppositionslederen udråbte i sidste uge sig selv til præsident og har fået opbakning fra en lang række lande, herunder USA og flere af Venezuelas nabolande.

Rusland og Kina støtter fortsat den udskældte præsident Maduro.

Tidligere lørdag meddelte en general fra det venezuelanske luftvåben, at han ikke længere kan stå bag landets venstreorienterede præsident og i stedet støtter oppositionslederen.

Også udenfor Venezuela har mange venezuelanere fulgt opfordringen til at demonstrere mod Maduro.

I den spanske storby Barcelona er hundredvis af venezuelanere samlet for at vise deres opbakning til Guaidó. Der er planlagt demonstrationer i flere byer i Spanien, hvor der bor omkring 400.000 venezuelanere.

Også i USA, Peru, Mexico og Argentina ventes der demonstrationer mod Maduro lørdag.

Præsidenten er dybt upopulær i sit hjemland på grund af en omfattende økonomisk og politisk krise, der har fået millioner af mennesker til at forlade Venezuela.

Maduro hævder, at han er offer for et kup, som USA står bag.

Mireanna Fernandez, en 20-årig studerende der deltager i lørdagens demonstration i byen Ciudad Guayana, fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at hun egentlig havde planer om at forlade Venezuela.

Men efter Guaidó i sidste uge erklærede sig som landets retmæssige præsident, har hun fået fornyet håb om, at der vil komme en ende på Maduros styre, siger hun.

- Jeg har ingen livskvalitet, jeg kan ikke gå ud på gaden, mit universitet falder fra hinanden, de har lukket klasseværelserne, der er ingen lærere, fortæller hun.

- Det er på tide, at de går af, siger hun om Maduros regering.

/ritzau/