Udland

Titusindvis af newyorkere hjemløse efter Sandy

Titusindvis af mennesker er hjemløse i New York. Sandy har smadret deres boliger.

Titusindvis af newyorkere hjemløse efter Sandy

New York står over for en voksende boligkrise, der omfatter tusindvis af mennesker.

Temperaturen i millionbyen er for nedadgående, meteorologerne varsler rigtig koldt, regnfuldt og blæsende vejr på onsdag, og borgmester Michael Bloomberg er under pres for at finde løsninger.

Han anslår, at mellem 30.000 og 40.000 boliger i byen er gjort ubeboelige af orkanen Sandy, som ramte østkysten, herunder New York, for knapt en uge siden.

- Jeg ved ikke, om nogen før har fundet bolig til så mange mennesker i løbet af et døgn, sagde Bloomberg søndag.

Han sammenlignede krisen med situationen i New Orleans efter orkanen Katrina i 2005.

Da flygtede titusindvis af mennesker fra New Orleans og fandt ly i andre byer.

- I det her tilfælde bliver folk i New York, og det er en udfordring for os, sagde borgmester Bloomberg.

Der uddeles i øjeblikket flere end 200.000 måltider dagligt i byen til ældre og andre trængende efter orkanen.

Delstaten New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, sagde på en pressekonference, at delstaten står over for et massivt problem.

- Det begynder at blive koldt, folk er i boliger, der er ubeboelige, sagde han.

- Vi har titusindvis af mennesker, der skal have boligløsninger omgående. Det her bliver et massivt, massivt boligproblem, som guvernøren tilføjede.

Dele af New York blev oversvømmet, da orkanen ramte. Stormvejret har også ødelagt bygninger.

Der er genoprettet strømforsyning i det meste af Manhattan, men store dele af New York har stadig ikke strøm.

Ifølge guvernøren drejer det sig om 730.000 mennesker i delstaten og 145.000 indbyggere i byen New York, der normalt har omkring otte millioner indbyggere.

Men undergrundsbanen er dog ved at komme op i gear, og det er planen, at storbyens skoler åbner mandag.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.