Virksomhedsøkonomi

- Tivoligæster bruger færre penge

Karolinelunds besøgstal omkring 250.000 i sæson 2010, men gæsterne bruger ikke penge nok.

Besøgstallet for 2010 er endnu ikke endelig opgjort, men formanden for Karolinelund, Arne B. Schade (S), forventer, at tallet lander omkring 250.000 gæster. Problemet er bare, at gæsterne ikke bruger penge nok. - Man bruger færre penge pr. gæst, og det undrer os lidt. Det gør, at uagtet, at vi har et fantastisk stort besøgstal, der gerne vil besøge Karolinelund, så lægges der altså færre penge, siger, Arne B. Schade. Kombinationen af dårligt vejr i starten af sæsonen og lav omsætning pr. gæst har ikke været god. - Så når vi ikke de indtægtsforventninger, som vi har, for der er styr på udgifterne. Vejr og vind bestemmer mere, end vi selv gør. Det er rigtig trist, og derfor siger vi nu, at der skal investeringer til i Karolinelund, hvis det skal have en grobund fremover. Arne B. Schade håber, at licitationen finder en interesseret forpagter til forlystelserne, ligesom han er interesseret i at forpagte hele Karolinelund ud. - Hvis der kommer en og vil forpagte det hele med forlystelser, restauranter, koncerter og events, så er vi villige til at snakke om det. Legoland er jo ejet af en stor kapitalkæde, der investerer i forlystelser over hele Europa, siger Arne B. Schade. Han erkender, at kommunen ikke har råd til at betale for nye forlystelser. - Vi kan ikke ofre kommunale kroner på at købe større boomeranger og karruseller, det er vi ikke sat i verden for. Men det er trist, at vi ender ud med et underskud. Arne B. Schade understreger, at det endelige regnskab ikke er på plads endnu, men et underskud på 3-4 mio. kr. er det bud, der er givet ind.