Tivoliland lader murene falde

Naturvidenskab 28. september 2002 08:00

AALBORG: De markante, gule mure omkring Tivoliland er faldet. Murene, der skærmede Tivoliland mod Østerbro og mod Karolinelundsvej er netop blevet fjernet. Fremover vil der være grønne hække og trådhegn omkring haven. - Vi har ventet på, at træerne på pladsen ud mod Østerbro skulle vokse til, så der blev noget pænt at se på inde fra haven, forklarer direktør Franck Bo Lind. Samtidig har Tivoliland selv plantet hække indenfor, som nu er store nok til at murene kan undværes. Tivoliland har oplevet en lille tilbagegang i antallet af gæster i år. 180.000 gæster har besøgt haven og det er fire procent mindre end i fjor. Franck Bo Lind giver det gode - og det dårlige vejr skylden for nedgangen. - Når temperaturen kommer over 26-27 grader kommer folk ikke i tivoli. Så vil de hellere ligge på stranden, siger han. Og så var der nogle dage i højsæsonen, hvor regnen væltede ned fra morgen til aften. Og den slags kan mærkes, når omkring 45 procent af årets omsætning hentes hjem alene i juli måned. I Tivoliland har man mærket en tilbagegang i antallet af tyske og svenske gæster, hvorimod nordmændene bliver ved med at komme i stort tal. Men den allerstørste gruppe kommer fra Danmark. Omkring to tredjedel af gæsterne er danskere og den sidste tredjedel udlændinge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...