EMNER

Tjek alderen

Alle de mange forældre der giver deres børn pc- og konsolspil i julegave bør tage højde for aldersmærkningen af spillene, anbefaler sammenslutningen af spildistributører i Danmark, Multimedieforeningen. Computerspil er ikke kun for børn, men for folk i alle aldre. Den gennemsnitlige computerpiller er i dag 23 år, og derfor udvikles mange spil, som er uegnede for børn. Dem kan aldersmærkningen hjælpe forældre til at styre udenom, når poderne skal have spil i julegave. Siden 2003 har fælleseuropæiske aldersmærker på spillene vejledt om, hvorvidt et spil egner sig til forskellige aldersgrupper. Aldersmærkerne fortæller om et spil indeholder elementer af vold, bandeord og nøgenhed. Ikke om spillenes sværhedsgrad. - Alle bør tage højde for aldersmærkerne. Derfor lancerer vi nu en kampagne, hvor blandt andet plakater skal gøre opmærksom på mærkningsordningen ude i butikkerne, fortæller Peter Weile, formand for Multimedieforeningen. På Multimedieforeningens internetportal www.spilpolitik.dk kan man finde gode råd til forældre og pædagoger om børn, unge og computerspil. Medierådet for Børn og Unge opfordrer også forældre til at se efter mærkerne og tjekke indholdet af de spil, barnet ønsker sig. - Der er stor forskel på børn, og det er forældrene, der bedst selv ved, hvad barnet kan tåle, siger sekretariatschef Susanne Boe. Hun opfordrer forældrene til at spille sammen med børnene for at vurdere de enkelte spil. Barnesenge Billigst er bedst Forbrugerstyrelsen har testet barnesenge og vurderer, at man med god samvittighed kan vælge testens billigste seng til sine børn, for Ikeas "Sniglar" opfylder alle sikkerhedskrav, hvilket langt fra alle barnesenge kan leve op til. Forbrugernes Hus har testet ti forskellige tremmesenge til børn for at finde ud af, om de er sikre, og resultatet var nedslående. Kun to af de ti senge kom gennem testen uden anmærkninger. Fire af sengene var direkte livsfarlige at lægge børnene ned i. Det skyldes eksempelvis, at der er så langt mellem tremmerne, at børnene kan mase kroppen igennem. Men hovedet kan ikke komme med, og det betyder, at de hænger fast og kan blive kvalt. I andre senge var problemet, at den indvendige højde er for lille, og det medfører, at børnene kan kravle over gærdet og falde ned på gulvet. Et fald, der i værste fald kan være livsfarligt. På syv ud af ti senge var bunden så dårlig, at børnene risikerer at falde igennem, og på fire af sengene var tremmerne af så dårlig kvalitet, at de risikerer at knække. Resultatet er sylespidse rester, som børnene kan komme alvorligt til skade på. Testens suveræne bundskraber er sengen af mærket Barneseng fra den eksklusive designbutik Casa Shop. Den er der stort set ikke noget godt at sige om, og derfor har Casa Shop da også trukket den tilbage.