Tjek bilnøglen igen

12. december 2004 05:00

? Jeg er en lykkelig ejer af en Peugeot 405 GTX 1,9 af årgang 1992, der nu har kørt cirka 275.600 km og aldrig har været "syg", men nu lider den af en skavank. Sagen er, at den fjernbetjente centrallås har opgivet. Et nyt batteri i bilnøglen har ikke hjulpet, og hos forhandleren siger man, at en reparation ikke kan fortages. Kan det være rigtigt ? Jeg har altid formodet, at modtageren inde i bilen også indeholder et batteri. Det skulle glæde mig meget, hvis I kunne hjælpe. Karl H. Jürgensen SVAR: Modtageren i bilen får strøm fra bilens eget batteri, og hvis alt det øvrige elektriske udstyr i din Peugeot virker, så er det nok ikke modtageren og dermed bilens batteri, der er problemet. Start med at udmåle batterierne i bilnøglen til fjernbetjening af centrallåsen. Du skal være helt sikker på, at de er i orden. Er det for eksempel tre volt batterier i, skal de have en svag overspænding, så voltmeteret viser cirka 3,1 volt. Begge batterier skal have samme spænding med makimalt 0,1 volt afvigelse. Er forskellen større, eller er et af batterierne defekt, så skift begge batterier. Som ved al elektronik skal du omhyggeligt tjekke alle forbindelser. Altså ud med batterierne, slib med lidt fint sandpapir på metalforbindelserne i fjernbetjeningen/bilnøglen og sprøjt med lidt kontaktspray eller rens med rensebenzin eller andet rensemiddel. Monter batterierne igen - eventuelt helt nye. Hjælper det ikke er modtageren formentlig stået af. Er fejlen der også, når du drejer nøglen fysisk i en af låsene, så er der flere muligheder. Centrallåse-systemet kan være defekt på grund af ledningsbrud eller delvist ødelagte ledninger inde i dørene, eller hvor ledningerne er ført ud af dørene. Så virker låsene ikke samtidig, eller en eller flere døre mangler at låse op og i. Der kan også være gået en låsemotor i en enkelt lås.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...