EMNER

Tjek for en sikkerheds skyld

Alle legepladser i kommunen er inspiceret, og niveauet er flot

HADSUND:Ved første øjesyn ligner legepladsen ved sportspladsen i Veddum en helt almindelig legeplads. Gyngestativet i trykim-prægneret tømmer, klatrevæggen af vandfaste krydsfinerplader med små ru greb og knopper, det sorte rutcherør af kraftig plast, den gamle vippe lavet af en telefonpæl og det lille vippedyr. Jo, det er en helt almindelig legeplads. Og som mange andre helt almindelige legepladser lever den ikke op til de nyeste normer for legepladser. Det viser sig hurtigt, når legepladskonsulent Karsten Hansen tager fat. - Den sikre legeplads findes ikke. Blandt andet fordi mange legeredskaber er lavet af træ, og det arbejder lidt, siger konsulenten. Dermed peger han på, at en løbende inspektion og vedligeholdelse er vigtig. Sidste efterår blev der rettet fokus mod sikkerheden på legepladser efter flere alvorlige ulykker. Der er også sket ulykker på Hadsunds legepladser, og for at forebygge har kommunen bestilt Karsten Hansen til at inspicere legepladserne ved kommunens institutioner, og andre offentlige legepladser. Med pladsen i Veddum er han ved at være færdig med opgaven. - Niveauet er flot i Hadsund i forhold til andre kommuner, kan Karsten Hansen allerede nu konstatere. EU-normer De normer, Karsten Hansen kontrollerer efter, er fællesnormer udstukket af EU, som skal sikre, at risikoen for alvorlige ulykker er minimal. Med i sin grønne rejsetaske har han sine testværktøjer. Med dem kan han afsløre forskellige fælder, der kan være på helt almindelige legepladser. Klemfælder er åbninger, der er mellem 8,9 og 23 centimeter, hvor en barnekrop kan komme igennem, men ikke et barnehoved. Rækværket, som Karsten Hansen kalder sideafskærmning, omkring platformen over klatrevæggen og rutcherøret må ikke være lavet med vandrette brædder. Det inviterer næsten raske børn til at klatre op. En anden fare er snore-klemfælder, steder hvor snore på børnenes tøj kan hænge fast. Dem finder Karsten Hansen med en snor, hvor der sat en lille metalplade i enden. - Snoreklemfælder er især farlige, hvor der er tvungen bevægelse, fortæller Karsten Hansen. Det gælder også rutcherøret i Veddum, hvor han kan få snoren til at sidde fast i hegnet ved siden af. Klatrevæggen er stillet lidt på skrå, sikkert for at gøre det lettere at klatre op, men det betyder også, at hvis man falder ned, så rammer man grebene på den. Den overstiger også de to og en halv meter i højden, der er det maximale, et legeredskab må være. Selv om der er mange småting , der ikke lever op til normerne i Veddum, så er det ikke ond vilje. - Det er lavet i den bedste mening. Man har bare ikke været opmærksom på reglerne, siger Karsten Hansen. Hans rapport til kommunen om tilstanden på legepladserne danner grundlag for hvad der skal gøres. Legepladser skal være sikre, men der skal også være plads til sund fornuft. - Det vigtigste er at arbejde konstruktivt og seriøst uden at blive hysterisk, siger Karsten Hansen.