Tjek luftforurening på Google Maps
Google har søsat et projekt, der kan måle luftforurening live

Industrial plant spewing out fumes from three chimneys
USA:De fleste har nok prøvet at tjekke Google Maps, når de skal finde vej. Men snart kan man også bruge korttjenesten til at tjekke luftforurening i byerne. Det skriver amerikanske New Scientist.
Google har nemlig indgået et samarbejde med firmaet Aclima og de amerikanske miljømyndigheder om at installere nye sensorer på deres Street View-biler, så de også kan måle luftforurening.
Det er især gode nyheder for mennesker med astma eller andre luftvejsproblemer. Luftforurening anslås i øvrigt at koste 3,3 millioner menneskeliv om året.
Normalt bliver luften analyseret af mere stationære måleinstrumenter, i New York er der for eksempel 17 målestationer rundt omkring i byen, men de tager sjældent højde for ting som vind, luftfugtighed og trafik. Det gør de nye mobile sensorer. Derfor vil app’ens brugere kunne få opdateringer i ’real time’, der fortæller dem om luften i deres område - og om det ændrer sig. Læger vil også kunne bruge data fra målingerne til at sammenligne mængden af luftforurening med eksempelvis astma-anfald eller hospitalsindlæggelser.
Google og Aclimas luftmålerprojekt forventes at gå i luften i San Francisco i starten af næste år, hvorefter det spreder sig til andre amerikanske storbyer i løbet af året.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.