Tjek podernes cykler til skolestart

Klokken ringer ind til et nyt skoleår, og for mange børn betyder det, at de skal tage turen til og fra skole på cykel

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

Derfor er det på tide at få styr på jernhesten, så den er klar til en ny sæson.

Det første, man skal tjekke, er luften i dækkene, lyder det fra Cyklistforbundets cykelmekaniker Jakob Devantier.

- Mange børn kører på cykler, som er lige så tunge som dem selv, så hvis man pumper dækkene nok, så hjulene ruller godt, har man hjulpet dem meget.

- Generelt er børnecykler tunge, i forhold til hvor meget børn vejer, så er dækkene ikke pumpet tilstrækkeligt, er det tungt for dem at træde, forklarer Jakob Devantier.

Med det rigtige håndelag kan man tjekke, om dækkene trænger til et pift luft.

- Når jeg mærker efter, om dækket er pumpet nok, så mærker jeg på siderne. Der kan man mærke helt ind til slangen og fornemme, hvor meget luft der skal i. Derudover står det også på selve dækket, hvor hårdt det skal pumpes, siger cykelmekanikeren og fortsætter:

- Hvis man kun mærker efter på toppen af dækket, mærker man på glidebanen, og hvis man også har indlæg i, der gør det vanskeligere at punktere, så føles dækket hårdere, selv om det kan mangle luft, tilføjer Jakob Devantier.

De små poder skyder hurtigt i vejret, så man skal også måle efter, om saddelindstillingen passer til barnets højde, forklarer Benita Beyer fra Fri BikeShop.

- Når man sætter sadlen, skal man kunne nå jorden med trædepuden på begge fødder - det skal være mere end bare tåspidserne. Det passer med, at børnene får det buk i knæet, de skal have, når de cykler, så de har bedre kontrol over cyklen og ikke laver overstræk, siger Benita Beyer.

Ifølge cykelmekaniker Jakob Devantier er det vigtigt, at barnet får en grundig fornemmelse af cyklen inden skolestart.

- Hvis det er en ny cykel, så sæt sadlen to centimeter for lavt, indtil barnet får selvsikkerhed og balance på cyklen. Derefter kan man sætte den op, råder han.

Foruden saddelhøjden og dæktrykket skal man også tjekke bremserne. Det er uhyre vigtigt, understreger de to cykelspecialister.

- Prøv selv som forælder at trække cyklen, læg vægt i, og tag så i bremserne. Hvis cyklen ikke stopper godt, når du lægger vægt i, så kan barnet, som ikke har lige så stærke hænder, heller ikke stoppe cyklen, siger Jakob Devantier.

Tjek også, om bremseklodserne er slidte og skal skiftes, og om de griber fat om fælgen.

- Håndbremser er lige så sikre som fodbremsen, men har man håndbremser, skal de bremse uafhængigt af hinanden på både for- og bagdæk, siger Benita Beyer.

Styr på cyklen

  • - Tjek, at ringeklokken kan ringe, og at låsen virker - smør den, hvis den strammer.
  • - Smør kæden. Den må ikke være rusten.
  • - Drej hjulet rundt med hånden, og se på fælgen. Hvis hjulet bevæger sig mere end to-tre millimeter til siderne, skal det rettes op.
  • - Tjek, at cyklen har alle lovpligtige reflekser på. Tjek også, at de sidder, som de skal.
  • - Kør altid med cykelhjelm. Det gælder både børn og voksne.

Kilder: Rådet for Sikker Trafik, foraeldrefiduser.dk.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.