Tjek trivsel oftere

ARBEJDSMILJØ:Lønmodtagere med et dårligt arbejdsmiljø ender i langt højere grad på sygedagpenge end lønmodtagere, der har et godt arbejdsmiljø. De danske arbejdspladser skal forpligtes til at lave trivselsundersøgelser med jævne mellemrum, så dårligt arbejdsmiljø kan blive afdækket hurtigt og afhjulpet. Staten ville kunne spare hele 6,5 mia. kr. i sygedagpenge, hvis alle med et dårligt arbejdsmiljø fik et godt arbejdsmiljø. Et dårligt arbejdsmiljø koster samfundet meget dyrt i øgede udgifter til sygedagpenge. Derfor er det samfundsmæssigt vanvid med dårligt arbejdsmiljø. En af grundene til, at dårligt arbejdsmiljø får lov til at brede sig, er at ledelserne ikke i tilstrækkelig omfang har viden om forholdene på arbejdspladsen. Derfor er viden en vigtig første indsats, når dårligt arbejdsmiljø skal væk. Trivselsundersøgelser kan give ledelserne den viden. Vi opfordrer alle arbejdspladser, der endnu ikke har lavet en trivselsundersøgelse, til at lave en i 2009.