Tjek udløbsdato på S-politik

For et lille år siden – helt præcist 28. januar 2006 - fremlagde Socialdemokraterne deres skattepolitiske udspil: ”Klar besked om skatten”. I den forbindelse lovede de, at hvis der skulle laves større skatteomlægninger med dem for bordenden, skulle mindst ét stort borgerligt parti være med i aftalen.

I dag er de løbet fra det løfte. Løftet holdt under et år. Så tillad mig denne forbrugeradvarsel: Tjek altid udløbsdatoen på Socialdemokraternes politik! Løfter fra S er desværre en let fordærvelig vare. Dengang i januar 2006 hed det bl.a. fra S, at det var nødvendigt med et bredt flertal i Folketinget bag en skatteaftale, fordi: ” Det er nødvendigt - bl.a. for at kunne indfase ændringerne over en længere periode.” Mon den lange indfasning bliver det næste offer for udløbsdatoen på S’s politik? Socialdemokraterne er løbet fra et løfte, de afgav for kun et lille år siden. Det eneste, der nu står klart i forhold til deres skatteplan, som de altså nærmest selvironisk døbte ”Klar besked om skatten”, er, at det er helt uklart, hvad S kan finde på. Én afgørende detalje er dog slået fast i dag: For første gang er S helt klare i spyttet om, hvem de vil lave skattepolitik med – nemlig den yderste venstrefløj. Udsigten til en skattepolitik baseret på SF’s stemmer bringer klare, men uhyggelige minder frem, om hvordan kommuneskatterne eksploderede under Nyrup. I september 2002 præsenterede S et skatteudspil, der i februar 2003 pludselig var reduceret til et debatoplæg. Så kom Lykketofts 7-punkts plan i september 2003 - kun for at blive afløst af skatteloftet et år efter. I januar 2005 kom den store ”Made in Denmark” plan, der igen ændrede Socialdemokraternes skattepolitik. I august 2005 kom så en udvidelse af 7-punktsplanen, som jo i mellemtiden var blevet afløst af ”Made in Denmark”. I januar 2006 tilslutter S sig regeringens skattestop, men under deres egen overskrift: ”Klar besked om skatten”. Og i dag løber de så fra de løfter de afgav i den forbindelse. Forvirret? Vi har set et hav af skatteudspil fra Socialdemokraterne i den tid denne regeringen har holdt et slag- og nagelfast skattestop – så enkelt kan det nemlig gøres.