AALBORG: Jan Kolar, tjekkisk dirigent og spilfordeler hos Aalborg Basketball Klub (ABK) i mændenes 1. division, er tilbage i truppen igen, når ABK-mandskabet i dag får besøg af Horsens BC i Aalborg Stadionhal.
- Han arbejder som forsker på Aalborg Universitet og var til en konference i Tjekkiet i onsdags, da vi slog Vejle fra 2. division i en pokalkamp på udebane, siger cheftræner Carsten Hermansen.
Sejrscifrene i 1/16-finalen lød på 83-66, men i den kamp fik ABK Anders Schou skadet.
- Han er ude af billedet i tre-fire uger, forklarer Carsten Hermansen.
ABK tabte i sidste weekend på udebane til Amager, men her var den høje centerspiller Christian Rom ikke med. Han træder ind i truppen til dagens kamp.
I ABK-lejren afventer man i spænding lodtrækningen til 1/8-finalerne i pokalturneringen.jeri