Tjekke på vej i AIK

Slovakiet 1. juni 2003 08:00
AALBORG: Fredag sendte Aalborg Ishockey Klub et udspil til den slovakiske keeper, Lubomir Pisar, og lørdag blev det fulgt op af et kontraktudspil til tjekken Martin Vozdecky. Den tjekkiske angriber har tidligere spillet i den slovakiske klub, MHC Martin, hvor også Lubomir Pisar spiller. I forrige sæson blev Vozdecky tilmed nummer tre på topscorerlisten i den bedste slovakiske liga, men sidste år havde han en noget rodet sæson med et helkikset ophold i østrigske Lustenau uden én eneste kamp til statistikken, hvorefter han først spillede 19 kampe for HC Vsetin i den tjekkiske liga og derefter 17 kampe for HK SKP Zilina i den slovakiske Extraliga. - Vi skal selvfølgelig have en fornuftig forklaring på, hvorfor han ikke spillede i Østrig overhovedet, men kan han give den, så ser det vist meget fornuftig ud til pengene, siger sportschef Keld Frederiksen. Den 25-årige tjekke har siden 1999 spillet 154 kampe på højeste niveau i Tjekkiet og Slovakiet, hvor det er blevet til ialt 64 mål og 32 assists, så der er åbenbart scoringer i den 180 centimeter høje og 78 kilo tunge hurtigløber. - Han har også spillet på det tjekkiske ungdomslandshold, så det borger vel for kvaliteten, mener Keld Frederiksen. Han holder indtil videre Dejan Matejic i venteposition, efter at svenskeren spillede otte kampe og lavede fem mål for AIK i en to måneders lejeperiode. Også svenske Anders Lundström må pænt vente på et udspil, men til gengæld forventer Keld Frederiksen snart at få en underskrevet kontrakt retur fra Martin Rejthar. - Men der er lidt sprogproblemer, selv om han har været i klubben i to år. Han kom altså til at tage kontrakten med hjem til Tjekkiet ... efter at han havde skrevet den under!toto
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...