Tjekkerne invaderer

Jiri Justra henter 39-årig ønskespiller til White Hawks

Tjekkiske Radim Piroutek, der her jubler over en scoring mod Rødovre, får mindst tre landsmænd ved sin side i White Hawks i næste sæson. Foto: Bent Jakobsen

Tjekkiske Radim Piroutek, der her jubler over en scoring mod Rødovre, får mindst tre landsmænd ved sin side i White Hawks i næste sæson. Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:De seneste par sæsoner har den 39-årige Robert Burakovsky været måltyv nummer et i AaB Ishockey, og nu satser Frederikshavn White Hawks også på det grå guld på isen i form af den 39-årige tjekkiske angriber, Tomas Srsen, der når at runde de 40 år, inden den kommende sæson i Isligaen fløjtes i gang til september. - Men vi har ingen betænkeligheder med hensyn til hans alder. Hans tidligere præstationer i 12 forskellige klubber samt på det tjekkiske landshold og ikke mindst vores cheftræner Jiri Justras vurdering af Tomas Srsen har betydet, at vi er særdeles glade over at have ham i vores trup i den kommende sæson, siger White Hawks-direktør Mogens Andersen. - I sidste sæson var vi rigtig stærke defensivt men manglede en decideret afslutter, men det har vi fået nu. Tomas Srsen har en helt unik stokteknik, og så er han fysisk stærk. Der er tale om en afslutter på isen, som vi har været på jagt efter lige siden tjekken Arne Krotak sprang fra sin aftale med os. - Med Srsen på plads får vi nogle kædemuligheder offensivt, hvor han i mine øjne kan parres angrebsmæssigt både med Martin Spanhel, Mike Grey eller Dmitri Lavrentiev, men der vil også være mange andre muligheder, og i det hele taget står vi nu så godt rustet, at truppen må anses for bedre end i sidste sæson. - Det er Jiri Justras filosofi, at vi skal have tre kæder, der er stort set lige gode, og i hver kæde skal der være en defensiv angriber, en oplægger og en afslutter, og allerede med de nuværende angrebsspillere ser det lovende ud, vurderer Mogens Andersen. - Vi skal måske have fat i en enkelt spillere mere, før truppen er komplet. Det kan blive en back, hvis altmuligmanden Tomi Jokinen skal anvendes som angriber, og i modsat fald kan det blive en angriber, vi runder af med at hente til Frederikshavn. Godt kendskab Den nye tjekkiske angriber, Tomas Srsen, har spillet de seneste tre sæsoner i norske Lillehammer med netop Jiri Justra som cheftræner, så de to har et indgående kendskab til hinanden, og i samme klub har han spillet sammen med Martin Spanhel. I sidste sæson blev det til 62 point i 47 kampe, så alderen tynger tilsyneladende ikke endnu.