Tjekkiske dansepartnere til boksebal i Aabybro

AABYBRO:Det har også i år været nødvendigt for Pandrup Bokseklub at søge uden for landets grænser for at finde kvalificerede modstandere til klubbens boksere, der går i ringen iAabybro Hallen 1. juledag til boksestævnet efterfulgt af bal. Pandrup Bokseklub kan nemlig præsentere en række danske mestre, landsholdsboksere og emner, som har potentialet og viljen til at blive danske deltagere ved OL i Beijing i 2008. Bokseklubben byder på omkring en snes kampe, og i halvdelen af dem er modstanderne tjekkiske boksere. Det er Kasper Bruun, TorbenKeller, Brian Brix, Kim Jakobsen, Khaled Abdul Hadi og Søren Hansen, der alle skal op mod tjekkiske boksere, mens det trods juledagen er lykkedes at finde danske modstandere til de øvrige Pandrup-boksere. Og efter anstrengelserne i ringen kan publikum strække benene og tage del i det efterfølgende bal, hvor der er gratis adgang for damer, oplyser Kim Aarestrup, formand for Pandrup Bokseklub. Musikken leveres af det lokale band "Rhinestone".