Tjekkiske lynscoringer besejrer Grækenland

Tjekkiet scorede to gange inden for de første seks minutter på vej mod 2-1-sejren over Grækenland ved EM.

Tjekkiske lynscoringer besejrer Grækenland

To hurtige scoringer var, hvad Tjekkiet skulle bruge for at sikre den første sejr ved EM i fodbold.

Tjekkerne vandt tirsdag fortjent 2-1 over Grækenland i Wroclaw, så tjekkerne nu har tre point efter to kampe i gruppe A.

Grækenland er i store problemer med blot et point for samme antal kampe.

Tjekkerne stod for en regulær chokstart med to scoringer inden for de første seks minutter. Så hurtigt har intet land før scoret to mål ved en EM-slutrunde.

Petr Jiracek stod for den første scoring i det tredje minut, da han blev spillet i dybden af Tomas Hubschman.

Grækernes målmand, Kostas Chalkias, fik delvist blokeret skuddet, men bolden sneg sig alligevel ind over stregen.

Efter fem et halvt minut gik det endnu en gang galt for grækerne.

Tjekkernes højreback, Theodor Gebre Selassie, blev spillet til baglinjen, og Kostas Chalkias fik meget skidt ikke blokeret indlægget.

Bolden endte midt for mål, hvor Václav Pilar kurede den over stregen omgivet af to grækere.

Tjekkerne sad fuldstændig på kampen, men mod slutningen af første halvleg ændrede det sig.

Grækernes Giorgios Fotakis headede bolden i nettet fem minutter før pausen, men han blev meget snert dømt for offside.

På det tidspunkt havde Grækenland skiftet målmand, eftersom Michail Sifakis afløste en skadet Kostas Chalkias.

Tjekkerne kom meget skidt i gang med anden halvleg, da målmand Petr Cech fumlede med bolden, så Theofanis Gekas kunne reducere til 1-2.

Grækerne fik dog siden aldrig lagt alvorligt pres på tjekkerne.

Senere tirsdag mødes Polen og Rusland i den anden kamp i gruppe A.

/ritzau/