EMNER

Tjener 111 mio. kr. på Totalkredit

AALBORG:Nørresundby Bank får 148 mio. kr. for salget af sine aktier i Totalkredit. Det fremgår af en meddelelse fra banken, der som samtlige aktionærbanker har accepteret købstilbuddet fra Nykredit på Totalkredit. Banken sælger sine aktier i tre portioner - en del nu, en del pr. 1. oktober 2004 og resten pr. 2. oktober 2006. Det er nutidsværdien af aftalen, der er beregnet til 148,2 mio. kr. Fortjenesten er på 111,4 mio. kr. Den endelige fordeling af vederlaget på de enkelte år afhænger af en drøftelse med Finanstilsynet, der ventes afsluttet inden udgangen af året. Nørresundby Bank ejede 2,07 pct. af Totalkredit, og banken har tidligere opgjort den ventede avance ved salget til niveauet 120 mio. kr. Nykredit meddelte sent onsdag, at betingelserne for overtagelsen af Totalkredit er opfyldt, og at koncernen i 2006 vil have 100 pct. af aktierne i Totalkredit. Allerede nu har Nykredit 51,8 pct. af Totalkredit-aktierne. /ritzau/