Bortførelser

Tjetjenere bag gidseltagning

MOSKVA:Omkring 30 bevæbnede mænd, der ifølge de foreløbige oplysninger er tjetjenske partisaner, har taget op mod 1000 mennesker som gidsler på et teater i Moskva. Gidseltagerne har efter eget udsagn placeret bomber i teatret. Oplysningerne om, at det er en gruppe tjetjenere, som står bag gidseltagningen, stammer både fra russiske medier i Moskva og fra den britiske tv-station BBC. - Vi har et eneste krav: Afslut krigen og træk de russiske soldater tilbage fra Tjetjenien, står der på en af de tjetjenske oprørsstyrkers hjemmesider. Ifølge det svenske nyhedsbureau TT hedder lederen af gidseltagerne Movsar Barajev. Gidseltagningen startede, da mændene onsdag aften stormede en koncertsal, hvor en populær musical med titlen "Nordøst" var under opførelse. Umiddelbart efter fik børn og muslimer lov til at forlade teatret, mens nogle af de resterende fik lov til at ringe ud med mobiltelefoner. En medarbejder fra det russiske nyhedsbureau Interfax berettede per telefon, at gidseltagerne havde skudt op i luften. Uden for interviewede den russiske tv-station TVS en ung mand, som bevidnede begyndelsen af aktionen. - De sagde, at de er fra Tjetjenien, og at de er ude på at få krigen afsluttet, sagde vidnet. Politi og ambulancer er kommet i stort tal til teatret, et tidligere kulturhus på Melnikov-gaden i det sydøstlige Moskva. Også de specialtrænede alfa-styrker er kommet til stedet. I øjeblikket er politiet i gang med at afspærre området. Der er foreløbig ingen rapporter om tilskadekomne. /ritzau