TK Development skuffer aktionærer

Nedjusterer med godt 100 mio. kr.

AALBORG:Udviklingsselskabet TK Development skuffer igen investorerne. Indtil i går var disse stillet et overskud på 150-180 mio. kr. i udsigt, men her få dage før afslutningen på regnskabsåret forudser ledelsen et resultat på mellem 20 og 40 mio. kr. Umiddelbart efter nedjusteringen faldt TK-aktien fra kurs 46 til 37. For et år siden var kursen ca. 180. Baggrunden for den kraftige justering nedad skal ifølge adm. direktør Frede Clausen søges i, at investorerne i fast ejendom bruger længere tid på at beslutte sig. - Den økonomiske afmatning har gjort investorerne mere forsigtige og afventende. Det tager længere tid og mere arbejde at få salgskontrakterne underskrevet, og derfor har vi fået solgt en del færre projekter end forudset inden regnskabsårets udløb 31. januar, siger Frede Clausen. En væsentlig årsag til nedjusteringen har været, at salget af Fields, et stort shoppingcenter i Ørestaden i København, ikke er gået som forventet. Selskabet havde forventet et helt eller delvist salg af koncernens ejerandel af det store projekt, men mens opførelsen af komplekset og udlejningen forløber efter planen, har salget skuffet. - I forhold til skæringsdatoen 31. januar har det været et spørgsmål om at sælge til en lidt lavere pris, men vi har ikke villet lade os presse til at gå ned i pris på grund af en dato, siger Frede Clausen. I stedet forskydes indtægten fra salget af Fiels til det kommende regnskabsår, hvor selskabet fastholder de hidtidige forventninger om et resultat på 200-240 mio. kr. efter skat. At den udskudte indtægt fra det forventede salg af Fields ikke presser næste års resultat op, skyldes ifølge den adm. direktør, at selskabet for det kommende år har valg at vurdere den økonomiske situation på grundlag af meget konservative principper. - Vi har nu skuffet aktionærerne flere gange, og nu er det vigtigt, at vi får genopbygget investorernes tillid. For at være sikre på at nå de resultater, vi stiller aktionærerne i udsigt, melder vi meget forsigtigt ud, siger Frede Clausen, der erkender, at det vil kræve et langt sejt træk at genvinde aktiemarkedets tillid. Forud for regnskabåret forudså selskabet et resultat på op imod 400 mio. kr. I september nedjusterede selskabet imidlertid med 200 mio. kr. Det skete bl.a. med henvisning til et forlig, som kostede selskabet 100 mio. kr. i afslag til med køberen af om nogle østeuropæiske forretningscentre. - Konjunkturerne har udviklet sig mere negativt, end vi forventede. Og som udvikler af byggeprojekter er vi meget konjunkturfølsomme, fordi det er let for investorerne at bremse op, og det samtidig er store beløb, der er tale om, siger Frede Clausen. Som følge af den betydelige kapital, som selskabet har bundet i bl.a. Fields, har selskabet været tvunget til at udskyde eller helt fravælge andre projekter, hvilket har bidraget til nedjusteringen.