TK Development udskyder byggerier

Finansuro betyder nedtonede forventninger, viser nyt halvårsregnskab.

Virksomhedsøkonomi 29. september 2011 17:56

Fornyet usikkerhed i kølvandet på den internationale gældskrise får nu den nordjyske developervirksomhed TK Development (TKD) til at udskyde starten på en række af de byggeprojekter, der ellers er på tegnebrættet. Det er både de banker, der skal finansiere TKDs byggerier, og de investorer, som skal købe de færdigopførte ejendomme, der i øjeblikket har svært ved at træffe beslutninger om at finansiere TKDs projekter. Oplysningerne fremkommer i forbindelse med dagens udsendelse af selskabets halvårsregnskab for perioden fra 1. februar til 31. juli i år. Ændrede forventninger Uroen på de finansielle markeder får måske også konsekvenser for TKDs indtjening i de kommende år. Selskabet trækker nemlig de tidligere offentliggjorte forventninger om et andet og højere indtjeningsniveau på længere sigt tilbage. TKDs ledelse mener fortsat, at selskabet har en række gode byggeprojekter i støbeskeen. - Men den fornyede uro på de internationale finansielle markeder betyder, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed i resultatforventningerne, konstaterer TKDs ledelse. Uændret resultatforventning De kortsigtede forventninger til TKDs resultat er ikke direkte påvirket af de usikre tider. Ledelsen forventer nemlig fortsat et resultat efter skat i hele regnskabsåret 2011/12 i niveauet 100 millioner kroner, fremgår det af halvårsregnskabet. Men samtidig flager TKD, at det er blevet mere usikkert, om selskabet vitterligt når dette resultat. - Som følge af den fornyede uro på de internationale finansielle markeder og dermed længerevarende salgsforhandlinger om om koncernens færdigopførte projekter er der dog en vis usikkerhed forbundet hermed, fortæller TKD. Se halvårsregnskabet her

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...