Virksomhedsøkonomi

TK-nedtur koster en milliard

Politisag vil presse kurs indtil afgørelse

Bagmandspolitiet har besluttet at droppe en sigtelse mod TK Development for urigtig indtægtsførelse og kursmanipulation. Arkivfoto: Henrik Bo

Bagmandspolitiet har besluttet at droppe en sigtelse mod TK Development for urigtig indtægtsførelse og kursmanipulation. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:På bare en uge er børsværdien af udviklingsselskabet TK Development med hovedsæde i Aalborg skrumpet med mere end en milliard kroner svarende til knap en tredjedel. 24. september blev aktien på sit højeste handlet til 131,5 kroner. Mandag ved middagstid var kursen 90 svarende til en samlet børsværdi på godt 2,5 milliarder kroner. En del af forklaringen på faldet var halvårsregnskabet fredag, der nok fastholdt forventningerne om et samlet overskud på mindst 240 millioner kroner i år, men som samtidig viste, at under en fjerdedel af resultatet var i hus inden for regnskabsårets første halvdel. - Det springende punkt er, om de kan opfylde forventningerne, og den uklarhed kan gøre nogle investorer nervøse, siger senioranalytiker hos Dansk Aktie Analyse, Peter Falk-Sørensen. På basis af sit personlige kendskab til selskabets ledelse lægger han dog vægt på, at man fastholder forventningerne. I båd med Vestas - Men derfor kan det endelige resultat godt afvige negativt i forhold til ledelsens udmelding. Problemet med et selskab som TK Development er, at indtægterne falder i store portioner, og derfor kan et enkelt forsinket projekt let ændre det endelige resultat, siger analytikeren og påpeger, at det er en usikkerhed, som TK deler med et væld af andre især ordreproducerende selskaber. - Et selskab som Vestas har i tidligere år i langt større omfang end TK måttet nedjustere og tilbageføre avancer, fordi projekter blev forsinket eller viste sig at være dyrere at gennemføre, siger Peter Falk-Sørensen, som dermed er kommet til et andet forhold af væsentlig betydning for de seneste dages turbulens omkring TK-aktien, nemlig bagmandspolitiets undersøgelse af, om store nedskrivninger af selskabets værdier i 2002/03 beroede på, at der i tidligere år var foretaget fiktive handler. Politisag koster dyrt - Det er klart, at så længe den sag kører, påfører det aktien ekstra usikkerhed og en lavere prissætning, siger analytikeren. Set med hans øjne påvirker sagen kursdannelsen negativt på to måder. - Nogle investorer fravælger aktien af emotionelle grunde. De ønsker ikke at investere i et selskab, hvor ledelsen er under mistanke for ulovlige handlinger. Andre vælger selskabet fra, fordi de ser en økonomisk risiko i tilfælde af, at sagen falder ud til ugunst for selskabet. - Hvad det sidste angår, vil værste udfald for selskabet være, hvis ledelsen skal i fængsel, idet den besidder en meget stor del af selskabets kompetence, som ikke lader sig erstatte, siger analytikeren. Peter Falk-Sørensen understreger, at han ikke har nogen mening om, hvorvidt der er foregået ulovligheder i forbindelse med de konkrete projekter, der er i politiets søgelys. - Det vil kræve en insiderviden og indgående juridisk viden, som jeg ikke er i besiddelse af, siger aktieanalytikeren, der påpeger, at yderligere et forhold udover de nævnte, nemlig den seneste tids finansuro, har haft negativ indflydelse på aktiens kurs.