TKD-direktør: - Vi har været for optimistiske
Med nedskrivninger på over 300 millioner kroner vil TK Development fremskynde salg af ejendomme og projekter

- Vi tilpasser os markedets virkelighed, siger Frede Clausen.Arkivfoto
AALBORG:Det nordjyske Ejendomsudviklingsselskab TK Development (TKD) nedskriver værdien af selskabets ejendomme og projekter med i alt 325 millioner kroner og forventer et resultat før skat i indeværende regnskabsår på omkring minus 300 millioner kroner.
Det fremgår af selskabets regnskab for de første tre kvartaler af regnskabsåret, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Med gigantnedskrivningen ønsker TKD at tilpasse sig markedets virkelighed.
- Det har vist sig umuligt at få frasolgt ejendomme og projekter til de priser, som ejendommene har stået til i vores regnskab, for ejendomsmarkedet har vist sig utroligt trægt, siger administrerende direktør Frede Clausen fra TKD.
Fokuserer på hurtigt salg
Selskabet tager ifølge Frede Clausen nu konsekvensen af den fastlåste situation på ejendomsmarkedet.
- Vores prisforventninger har åbenbart været for optimistiske, og det tager vi nu konsekvensen af ved at nedskrive værdierne i regnskabet de steder, hvor vi tilsyneladende har været for optimistiske i vores prisforventninger, siger han.
Med nedskrivningerne håber TKD at have fremskyndet salget af ejendomme og projekter.
- Vi har brug for at få solgt ejendomme og projekter, så vi får råd til at kaste os over det, der er vores formål som virksomhed, nemlig at udvikle og sælge ejendomsprojekter, og derfor fokuserer vi nu på hurtige salg, selv om de så skulle ske til reducerede priser, fortæller Frede Clausen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.