To Aalborg-afbud til udviklingslandshold

Skader til Søren Westphal og Tobias Ellebæk har kostet dem deltagelsen i landsholdssamling

Aalborgs Tobias Ellebæk måtte sammen med Søren Westphal melde afbud til udviklingslandsholdet. Arkivfoto: Torben Hansen

Aalborgs Tobias Ellebæk måtte sammen med Søren Westphal melde afbud til udviklingslandsholdet. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Aalborg Håndbolds assistenttræner, Stefan Madsen, har i kraft af sit virke som cheftræner for det danske udviklingslandshold modtaget afbud fra to af sine "egne" spillere.

Aalborg-målmand Søren Westphal og bagspiller Tobias Ellebæk har nemlig været nødsaget til at melde afbud til udviklingslandsholdet som følge af skader.

- Søren fik det dårligt til træning, efter han fik et skud i hovedet. Og Tobias fik en forstrækning i baglåret til den sidste træning, inden de tog afsted. Derfor har de meldt afbud til samlingen for at komme sig, forklarer cheftræner for Aalborg Håndbold, Aron Kristjánsson, der dog forventer, at begge vil være klar, når Aalborg Håndbold genoptager ligaen 13. november mod Mors-Thy Håndbold.

Det er et decimeret Aalborg-hold, der i denne uge træner i Gigantium, fordi flere af spillerne er på opgaver med forskellige landshold.

Simon Hald er med det danske A-landsholdshold, der torsdag spillede EM-kvalifikationskamp mod Holland. Han er også med søndag, når det gælder EM-kvalifikationskampen mod Letland.

Desuden er Sander Sagosen, Mikael Aggefors og Arnor Atlason på opgaver for deres respektive landshold, ligesom Magnus Saugstrup repræsenterer det danske U21-landshold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.