To Aalborg-spillere med til EM-kampe

To af de nykårede danske mestre skal med til kvalifikationskampe

Martin Larsen (og Simon Hald bagerst) skal begge med Danmark til EM-kvalifikationskampe. Foto: Claus Søndberg

Martin Larsen (og Simon Hald bagerst) skal begge med Danmark til EM-kvalifikationskampe. Foto: Claus Søndberg

KØBENHAVN:De danske håndboldherrer skal kun bruge et point i en af de sidste to kampe i EM-kvalifikationen mod henholdsvis Holland og Letland.

Derfor har landstræner Nikolaj Jacobsen valgt at spare flere af de største profiler som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Anders Eggert, Kasper Søndergaard og Lasse Svan Hansen.

Heller ikke brødrene René Toft Hansen og Henrik Toft Hansen er med som stregspillere i truppen.

I stedet har han udtaget flere mindre kendte navne blandt de 18 spillere til de to kampe.

Blandt andre er der fundet plads til bagspilleren Jacob Holm fra Ribe-Esbjerg og højrefløjen Tim Sørensen fra Kristianstad.

Til gengæld er der blevet plads til to af spillerne fra de nykårede danske mestre - Martin Larsen og Simon Hald har fået plads i truppen.

- Det er både et spørgsmål om at økonomisere med kræfterne i en meget lang sæson - specielt for nogle af dem, der har været hårdt belastet på klubplan - men i lige så høj grad at få prøvet nogle unge spillere af og nogle af dem, der ikke får så mange minutter på banen normalt.

- Jeg glæder mig til at se de nye spillere an i vores miljø og ikke mindst i to betydende kampe, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.

Danmark møder Holland i Almere uden for Amsterdam onsdag 14. juni, mens holdet tager imod Letland på hjemmebane i Kolding 18. juni.

Landsholdstruppen ser således ud:

*Målmænd:

Jannick Green, Magdeburg.

Kevin Møller, Flensburg-Handewitt.

*Fløjspillere:

Casper U. Mortensen, Hannover-Burgdorf.

Magnus Landin, KIF Kolding København.

Hans Lindberg, Füchse Berlin.

Tim Sørensen, Kristianstad.

*Bagspillere:

Nikolaj Markussen, Bjerringbro-Silkeborg.

Michael Damgaard, Magdeburg.

Jacob Holm, Ribe-Esbjerg.

Rasmus Lauge, Flensburg-Handewitt.

Mads Mensah Larsen, Rhein-Neckar Löwen.

Martin Larsen, Aalborg Håndbold.

Niclas Kirkeløkke, GOG.

Henrik Møllgaard, PSG.

Peter Balling, TTH Holstebro.

*Stregspillere:

Anders Zachariassen, Flensburg-Handewitt.

Jacob Bagersted, Magdeburg.

Simon Hald, Aalborg Håndbold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.