To år med mange gæster

Hjørring Bio Center sætter mad på plakaten

HJØRRING:For knap to år siden slog indehaveren af Hjørring Bio Center, Lasse Pedersen, dørene op for publikum i alle til aldre til det nye og moderne oplevelsessted, og beslutningen om at flytte fra de gamle, slidte lokaler i Søndergade har indtil videre vist sig at være den rigtige satsning. - Ifølge tendensen skulle vi bygge en ny biograf for at imødekomme publikums krav, og vi er rigtig tilfredse med, at vi gjorde det. Der er kommet mange mennesker i alle aldre, og det, tror jeg, skyldes ikke mindst de bedre forhold, fortæller Lasse Pedersen. Danske film hitter Lasse Pedersen havde sat som minimum, at der skulle komme 100.000 betalende publikummer om året. Det første år var der 136.000 og i år - her kort før to-års dagen 31. august - ser det ud til, at der har været 137.000, der ligesom Ole "Bogart " Michelsen har ment, at film skal ses i biografen. Derudover har der været forskellige lukkede arrangementer med skoler, børnehaver og virksomheder, alt i alt 10.000-15.000 gæster, så rundt regnet 150.000 har været inde i bio-komplekset på Åstrupvej i dets andet leveår. - Vores største gruppe skal naturligvis findes i gruppen af 12-25-årige, der er biografernes vigtigste målgruppe, men de 30-60-årige kommer tættere og tættere på. Det skyldes ikke mindst, at der har været nogle rigtig gode danske film, der har afløst hinanden igennem flere år nu, pointerer Lasse Pedersen. Ny spise-café Udover flottere forhold til film-kunderne har det også været et stærkt ønske fra indehaveren at tiltrække andre arrangementer såsom konferencer og den slags, men på det område har det været lidt skuffende, afslører Lasse Pedersen. - Selvom vi oplever en stigende efterspørgsel på konferencer, så har vi ikke haft så mange, som vi havde håbet på. Men det håber vi, at vores nye spise-café vil rode bod på. Jeg både tror og håber på, at når vi får caféen, så kan vi trække flere arrangementer i dagtimerne, fortæller Lasse Pedersen og tilføjer, at caféen vil have, hvad der svarer til et meget begrænset menukort fra Jensens Bøfhus.