Guldager

To år mere til garvet træner

Jetsmark tror stadig på 61-årige Henning Pedersen

Hen­ning Pe­der­sen fort­sæt­ter i spid­sen for Jets­mark til ud­gan­gen af 2009. Foto: Kurt bering

Hen­ning Pe­der­sen fort­sæt­ter i spid­sen for Jets­mark til ud­gan­gen af 2009. Foto: Kurt bering

PANDRUP:- Henning Pedersen bryster sig af, at han aldrig har været i nogen klub uden at rykke op - derfor er vi nødt til at forlænge med ham... Sådan forklarer sportschef Ove Hallager med et glimt i øjet, at Jetsmark har valgt at fortsætte samarbejdet til udgangen af 2009. Den 61-årige cheftræner har virket i 2. divisionsklubben siden januar 2003 og forlænger nu den kontrakt, der udløb til nytår. - Vi er besindige folk og har overvejet situationen nøje, blandt andet i samtaler med holdets bærende kræfter, og hele vejen skinner det igennem, at Henning Pedersen er den bedste, vi kan få til posten. Under hans virke har vi været i en lang udviklingsfase, som han skal have lov til at gøre færdig, lyder den mere alvorlige begrundelse fra Ove Hallager. Basis for avancement Henning Pedersen glæder sig over, at parterne stadig tror på hinanden og ser perspektiver ved forlængelsen. - Det er naturligt, at man kikker på min dåbsattest, men min lyst og energi er usvækket. Faktisk glæder jeg mig hver gang så meget til at komme til træning, at jeg ifølge min kone kører hjemmefra lidt for tidligt, skæmter veteranen fra Skive, der er i gang med sin 41. sæson i træk som fodboldtræner. - I de seneste to sæsoner har vi været tæt på at rykke op, og jeg føler, at vi har mulighed for at tage det sidste nøk. Det kræver dog anstrengelser af både mig, spillerne og ledelsen. I foråret har Jetsmark allerede opfyldt sit mål og er eksempelvis sikker på positionen som rækkens bedste nordjyske hold, men Henning Pedersen tolererer ingen slendrian i dagens afsluttende lokalopgør hjemme mod FC Hjørring. - Hvis vi vil videre, skal vi bruge hvert minut på at udvikle os. Nøglespillere forlænger I forhold til 2-0 sejren over Skjold er Brian Larsen ude med en lyskeskade, men til gengæld gør Thomas Buus Nielsen comeback efter en længere pause. Jetsmark har desuden Brian Dohm i truppen på bekostning af Mathias Walther. Klubben forlængede i går aftalerne med to nøglespillere, målmanden Brian Ulstrup og Malthe Guldager, der begge er engageret halvandet år frem.