Narkokriminalitet

To års fængsel til politimand

KØBENHAVN:Kriminalassistent Henning Peder Pedersen fra Glostrup Politi blev i går idømt to års fængsel, da Østre Landsret fandt ham skyldig i groft hæleri. Manden blev dømt for at have modtaget store pengebeløb fra sin stedsøn, der havde skaffet sig pengene gennem smugling af euforiserende stoffer og cigarretter. De sorte penge, der runder et samlet beløb på knap 1,2 millioner kroner, blev blandt andet hvidvasket ved at købe en grillbar i 1997. I det køb vurderede dommeren, at Henning Peder Pedersens økonomi ganske enkelt ikke var god nok til, at han selv kunne have finansieret hele købet - 225.000 kroner til købet kom fra stedsønnens lomme. Retten slog samtidig fast, at han umuligt kunne være uvidende om, at pengene stammende fra stedsønnens smuglervirksomhed. Stedsønnen, Sandin Friis Pedersen, blev dræbt i Ishøj dyrepark i april 2002. Drabet blev begået af en tysk kok, der ifølge politiet i stor stil købte hash af ham og solgte det videre på Christiania. Kokken fik sidste sommer 13 års fængsel for drabet. Det var den forbrydelse, der fik politiet til at kigge nærmere på kriminalassistentens forhold til stedsønnen - i særdeleshed de økonomiske relationer mellem de to. Efter dommen vil han, som rutinen foreskriver, blive fyret. /ritzau/