To års fængsel til polsk filmproducent i korruptionsskandale

Berlin, mandag /ritzau/ Den polske filmproducent Lew Rywin blev mandag idømt to og et halvt års fængsel af distriktsdomstolen i Warszawa, der dermed satte et foreløbigt juridisk punktum for den største korruptionsskandale i det kommende EU-medlemsland siden kommunismens fald. Rywin, der var med til at producere de Oscar-hædrede film "Schindlers liste" og "Pianisten", blev dømt for bedrageri og skal betale 100.000 zloty (156.223 kroner) i bøde. Han var anklaget for at have prøvet at presse over 17,5 millioner dollar (103,5 mio. kr.) ud af Polens største avisforlag, der blandt andet udgiver dagbladet Gazeta Wyborcza. Til gengæld skal han have tilbudt at sørge for, at en ny medielov blev udformet til gavn for forlaget. Distriktsdomstolen fastslog, at det var umuligt at føre endeligt bevis for, om Rywin havde handlet på egen hånd eller var sendt i byen af førende medlemmer af det ekskommunistiske regeringsparti Demokratisk Venstrealliance. Premierminister Leszek Miller og hans parti har mistet vælgernes opbakning på grund af korruptionsskandalen, og regeringschefen, der gentagne gange har nægtet at være indblandet i skandalen, træder søndag tilbage, dagen efter at Polen er blevet medlem af EU. /ritzau/