To års forbud for kokain-fund

Politiet udsteder nu sit sjette forbud mod at færdes på ti værtshuse i Hjørrings midtby i to år.

Nordjyllands Politi i Hjørring er ifølge leder af beredskabet, Torben Rimmen, nu ved at udstede sit sjette forbud mod at færdes på ti værtshuse i midtbyen i to år. Det er en 24-årig mand fra Hjørring, der må finde andre græsgange 104 weekender i træk, og det skyldes, at politiet fandt 0,5 gram kokain på ham torsdag nat, mens han befandt sig på Buddy Holly - et af de værtshuse, der er omfattet af nultolerance-zonen, når det gælder vold samt fund af våben og narkotika. De skærpede regler trådte i kraft i maj. Styrken ved forbuddet - den såkaldte Jomfru Ane-model - er ifølge politiet, at man nægtes adgang til ti værtshuse i to år, selv om man kun har kvajet sig på et af dem.