Dall Villaby

To alternative messer i år

Stenaldercentret Ertebølle er rammen om messe med bl. a. astrologi og tarotkort

EN BOD med sten og krystaller var noget af det, gæsterne kunne møde på Alternativ Messe sidste år. Arkivfoto

EN BOD med sten og krystaller var noget af det, gæsterne kunne møde på Alternativ Messe sidste år. Arkivfoto

Selv om astrologi og tarotkort ikke har meget med stenalderen at gøre, så har Stenaldercentret Ertebølle tradition for at holde Alternativ Messe hvert år. I år holdes messen tilmed to gange, både i maj og august. Mange alternative behandlere har allerede meldt deres ankomst i weekenden 23.-24. maj. Her kan man blandt andre møde Marie Gregersen Dall Villaby, der fortæller om helsekost, Marianne og Per Boris, Silkeborg, der beskæftiger sig med clairvoyance, håndlæsning og runekastning, hypnotisøren Paul Haaning fra Skive og håndlæser Inger Mai fra Hvalpsund. Der bliver mulighed for at høre foredrag om blandt andet clairvoyance og den sunkne by Atlantis. Initiativtageren til messen er Mai-Britt Hansen, Strandby, der selv medvirker med tarotkort og clairvoyance. Hun har tidligere deltaget i Alternativ Messe på Stenaldercentret og vil gerne gøre en indsats for at holde fast ved traditionen. Selv om hun allerede har lavet mange aftaler til den første weekend, så er der plads til flere alternative behandlere, oplyser hun. Igen i weekenden 15.-16. august arrangeres Alternativ Weekend på Stenaldercentret Ertebølle. - Her håber vi på, at endnu flere vil deltage med stande på messen. Vi har på nuværende tidspunkt tilsagn om medvirken fra en dame, der beskæftiger sig med indianernes alternative og spændende verden ligesom flere af den kommende weekends deltagere har sagt, at de gerne kommer tilbage til august, siger Mai-Britt Hansen. En anden tradition holdes også i hævd i år, nemlig falkeflyvningen. Falkoner Frank Skaarup Hansen kommer og give en demonstration med sine dresserede falke søndag 21. juni, og han har givet tilsagn om at komme yderligere to søndage hen over sommeren.