To anholdt efter fodboldbrag

Nordjyllands Politi mener, at dialog virker. Flere fodboldfans fik dog bøder i forbindelse med superligakampen mellem AaB og FCK

Foto: Michael Koch

Foto: Michael Koch

AALBORG:To personer blev anholdt, og mindst en håndfuld fik en bøde af Nordjyllands Politi.

Det var resultatet af politiets indsats i forbindelse med superligakampen mellem AaB og FCK. Det oplyser Nordjyllands Politi.

En mand blev anholdt for vold i Vestbyen efter kampen, mens en 25-årig mand kortvarigt var anholdt i forbindelse med en visitation uden for stadion.

Desuden uddelte Nordjyllands Politi et mindre antal bøder, blandt andet to for at være i besiddelse af euforiserende stoffer eller hash, to for at brænde fyrværkeri af og en for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Nordjyllands Politi betegner det som overordentlig fredelig fodbolddag, der var præget af god og festlig stemning.

Succes med dialog

Alt i alt betegner den ansvarlige for politiets indsats, vicepolitiinspektør Poul Severinsen, det som en overordentlig fredelig fodbolddag, der var præget af god og festlig stemning.

- Jeg vil gerne udtrykke stor ros til fans fra både FCK og AaB. Stort set alle har opført sig eksemplarisk, siger den ansvarlige for politiets indsats, Poul Severinsen.

Han mener, at politiets dialogbaserede indsats virker.

- Vores betjente på gaden går i fornuftig og respektfuld dialog med fans fra både AaB og FCK, og det bidrager også til den gode ro og orden, fortsætter vicepolitiinspektøren.

Han nævner som eksempel, at nogle af betjentene gav en FCK-tilhænger et lift til stadion, da han havde problemer med at nå ud til kampen i tide, fordi han var på krykker.

Poul Severinsen slog fast, at politiet var klar til at gribe håndfast ind, hvis tingene udviklede sig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.