To anholdt for at slå 55-årig mand ihjel

Mand i Skjern er muligvis offer for dødsvold eller drab, mener politiet, der har anholdt to af hans bekendte

To anholdt for at slå 55-årig mand ihjel

En 55-årig mands død i Skjern er resultatet af en forbrydelse.

Det hævder politiet, som har anholdt to mænd i sagen.

- Vi mener, at de med føje er sigtet for drab subsidiært for vold med døden til følge, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Forbrydelsen skal være sket natten til søndag i en lejlighed i Skjern.

Hvordan drabet skal være sket, ønsker politiet torsdag morgen ikke at udtale sig om.

Sigtelsen skyldes dels politiets efterforskning og dels en rapporten fra obduktionen af den 55-årige.

De to anholdte og den afdøde kender hinanden.

- De færdes i et miljø, der er præget af alkohol, siger Michael Kjeldgaard.

De to sigtede er henholdsvis 37 og 47 år. De blev anholdt lidt før klokken 14 onsdag og lidt før midnat natten til torsdag.

Begge mændene vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Herning torsdag.

Her skal en dommer vurdere politiets mistanke og tage stilling til, om der kan ske varetægtsfængsling af mændene.

Hvad betjente har fundet i lejligheden, ønsker Michael Kjeldgaard foreløbigt ikke at røbe.

/ritzau/