Tyverier

To bosniere i fængsel for Matas-tyveri

Dommen mod de to mænd omfatter også indrejseforbud i Danmark, når de har afsonet deres straffe

BROVST:To bosniske statsborgere på henholdsvis 27 og 32 år er ved en domsmandsret i Fjerritslev idømt henholdsvis fire måneder og 60 dages fængsel for tyveri med mere. Begge var tiltalt for i forening og sammen med en tredje gerningsmand at have begået tyveri fra Matas i Brovst 21. juli. Begge nægtede sig skyldige og fremsatte en nogenlunde samstemmende forklaring om, at de aldrig havde været i Brovst. De havde været på besøg hos et par piger i en landsby uden for Randers, og da de ville derfra, var de taget på stop til Aalborg for at tage toget tilbage til Randers. De havde standset en bil ført af en arabisk udseende mand og var kørt mod Aalborg. Den arabiske mand havde sat farten ganske betydeligt op, og på et tidspunkt var han kørt mod et helleanlæg, og det ene dæk punkterede. Føreren forsvandt, og de to bosniere blev kort efter anholdt, hvilket de var meget uforstående overfor, forklarede de i retten. På vej til Sverige I øvrigt fremgik det af deres forklaringer, at de egentlig var på vej til Sverige for at opnå asyl der. Men anklagemyndigheden og flere vidner havde en anden forklaring. En nabo til Matas havde hørt og set, at tre store kraftige mænd var ved at begå indbrud i Matas ved at kravle ind ad et vindue. Vidnet havde alarmeret politiet og kunne oplyse vagthavende ved Aalborg Politi, at bilen var kørt øst ud af byen. 150 km/t Og ganske rigtigt, i Halvrimmen fik en politipatrulje kort efter kontakt med den efterlyste bil med de formodede tyve. Politiet vendte om og satte efter bilen. Under forfølgelsen var man oppe på 150 km/t, forklarede en af de politiassistenter, der havde været med på den natlige jagt, der endte, da føreren kørte mod en kantsten i Arentsminde, og det ene dæk eksploderede. Indhentet Politiet så tre mænd flygte fra stedet, og de to blev ret hurtigt indhentet af politihunde og anholdt, mens den tredje ikke er fundet. Efterfølgende fandt politiet tyvekoster i bilens handskerum til en værdi af ca. 2500 kroner, der blev tilbageleveret til Matas. Den 27-årige var endvidere tiltalt for ulovlig omgang med hittegods, idet han havde benyttet et kørekort, som han angav at have fundet i Randers, som legitimation, da han blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Nibe, sigtet for Matas-tyveriet. Hvis ikke der var sket varetægtsfængsling, kunne forsøget med den falske legitimation have forårsaget, at en sagesløs mand i Silkeborg havde risikeret at blive stævnet for meddelagtighed i tyveriet. Flygtet Den 27-årige var også tiltalt for at være flygtet fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han var indlagt til mentalundersøgelse i forbindelse med anden berigelseskriminalitet begået i Aarhus. I forbindelse med denne sag har han fået indrejseforbud til Danmark for bestandig og vil blive udvist, når dommene fra Aarhus og Matas-tyveriet er afsonet. Den 32-årige har flere domme med tidsbegrænset indrejseforbud til Danmark. Den seneste løber til 2009. Med den nye dom blev der udstedt indrejseforbud i tre år gældende fra den dag, han har afsonet de 60 dages fængsel. Det var en enig domsmandsret, der fandt de tiltalte skyldige efter anklageskriftet. Efter kort samråd med forsvareren valgte begge tiltalte at modtage dommene.