Hjørring

To brødre havde doping-laboratorium

Seks år efter opdagelsen af større laboratorium i Hjørring er begge brødre nu dømt

Dopinglaboratoriet blev opdaget på Kingosvej i Hjørring tilbage i februar 2010.Arkivfoto: Bente Poder

Dopinglaboratoriet blev opdaget på Kingosvej i Hjørring tilbage i februar 2010.Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING:Tirsdag faldt hammeren for en 32-årig mand i en dopingsag i Retten i Hjørring.

Han blev idømt tre måneders betinget fængsel i sagen, der tog sin begyndelse helt tilbage i februar 2010 - altså for mere end seks år siden. Her fandt politiet et dopinglaboratorium på Kingosvej i Hjørring med godt 36.000 enheder anabole steroider - ulovlige doping-midler, som bruges, hvis man vil have musklerne til at vokse hurtigt. Desuden fandt politiet udstyr, der gav mistanke om, at midlerne skulle pakkes om og sælges videre.

Den 36-årige storebror blev allerede dømt i sagen i november 2015, og han fik også tre måneders betinget fængsel.

Den ene var svær at finde

At sagerne først er kommet for retten henholdsvis fem og seks år efter opdagelsen af laboratoriet, skyldtes blandt andet, at anklagemyndighed og forsvarere i lang tid gerne ville køre sagen mod de tiltalte Hjørring-brødre samlet - men lillebroren har været svær at finde.

- Lillebroren siger selv, at han er hovedmanden og har været alene om det hele. Så meget af retsmødet tirsdag gik faktisk med at føre bevis for, at begge brødre har været involveret. Det har vi ført bevis for med udskrifter af en MSN-korrespondance (en chat-tjeneste, red.) mellem brødrene, siger anklager Torben Kaufmann, Nordjyllands Politi.

- Og som det fremgår af dommen, mener retten ikke, at den ene bror er bedre end den anden, tilføjer anklageren, med henvisning til at de har fået samme straf.

Mens storebroren gennem hele forløbet har nægtet sig skyldig og har anket sin sag til landsretten - den kommer formentlig for i sensommeren - har lillebroren efter tirsdagens dom udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

Tiltale mod mor droppet

Oprindeligt var der fire tiltalte i sagen, men under retssagen i november blev anklagerne droppet mod både brødrenes mor og hendes eks-samlever på grund af et vagt anklageskrift.

Torben Kaufmann, er det et tilfredsstillende resultat for jer, at to af de anklagede blev frifundet, mens brødrene har fået betingede straffe?

- Ja, det synes jeg, det er. Straframmen i dopingsager er ikke lige så hård, som hvis det havde været euforiserende stoffer. Og så har det også været en formildende omstændighed, at der er gået så lang tid, lyder det fra anklageren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.