To brødre skal i fængsel for vold

AARS:To brødre fik begge fængselsdomme for vold ved retten i Nibe og den yngre af brødrene desuden kørselsforbud efter en trafikulykke tidligere på året. Den 18-årige af brødrene fik den hårdeste straf af de to, idet hans dom lød på tre måneders fængsel, hvor han dog slipper i denne omgang med at afsone de to af månederne. Den 22-årige storebror blev dømt to måneders fængsel. Begge for et slagsmål i vejsiden ved Rævemosen i april, hvor de passede en yngre mand op og gav ham et slag i ansigtet og to skub, så han røg ned i en vejgrøft. I den hårdere dom for den 18-årige er indregnet, at han tidligere i år kørte med 128 kilometer i timen på en strækning med højeste tilladte hastighed på 80 kilometer. Den 18-årige ramte en venstresvingende bil og kom over i modsatte vejside, hvor han ramte en knallert. Føreren af denne blev hårdt medtaget og lå i stræk med det ene ben i tre måneder, da et stykke af hans ben var knust og skulle gendannes. Den tilskadekommende kunne dog møde frem i retten i kørestol. En tidligere betinget dom for vold, blev også indregnet i den ny dom over den 18-årige. Den 18-årige har fornylig erhvervet kørekort og havde ved trafikulykken fået dette inddraget. Nibe ret stadfæstede kørselsforbuddet og det betyder, at den 18-årige skal bestå en ny køreprøve, før han kan generhverve retten til at føre bil. De to brødre anmeldte selv volden til Løgstør Politi efter episoden ved Rævemosen, idet de beskyldte den overfaldne for at have udført et farligt spark i hovedhøjde mod den ene af brødrene. Anklagemyndigheden valgte dog at tro den overfaldne, som også havde foretaget anmeldelse af det passerede.