EMNER

To broer skal forbedres

KØBENHAVN:Salling-sundbroen og Storstrømsbroen skal i de kommende måneder henholdsvis repareres og males. Det betyder indskrænkelser for trafikken. På Sallingsundbroen går Vejdirektoratet efter påske i gang med at udbedre skader, efter at belægningen og fugtisoleringen er blevet utæt flere steder, så vand kan trænge ned i den underliggende beton. Arbejdet ventes færdig 24. juni. Indtil da vil der kun være to farbare spor med en sporbredde på 3,5 meter for bilisterne og hastighedsbegrænsning på 50 km/t forbi arbejdsområdet. Cyklister og fodgængere henvises til et enkelt fortov. På Storstrømsbroen bliver der indskrænkelser for trafikken fra 19. april og frem til 15. september, mens broen males. Alle særtransporter bredere end 2,8 meter skal køre over Farøbroerne. /ritzau/