To chefredaktører er sigtet i Se og Hør-sag

De tidligere chefredaktører på Se og Hør Henrik Qvortrup og Kim Henningsen er sigtet i Se og Hør-sagen.

Københavns Vestegns Politi har torsdag ransaget hos to tidligere chefredaktører på Se og Hør, Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.

Ransagningerne er foregået på adresser på Frederiksberg og i Nordsjælland, og de to chefredaktører blev samtidigt sigtet for deres rolle i Se & Hør-sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Ransagningerne i dag er sket for at sikre beviser hos de mistænkte, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

Henrik Qvortrup er nu løsladt, men skal torsdag klokken 15.45 afhøres af politiet om sin rolle i Se og Hør-sagen, erfarer Ritzau. Kim Henningsen har på grund af sygdom ikke været anholdt.

De to chefredaktører er sigtet for medvirken til overtrædelser af flere paragraffer i straffeloven og markedsføringsloven.

- Ved som redaktører på Se og Hør i et større antal tilfælde at have formået en tidligere IBM-ansat med adgang til data hos Nets til uberettiget at have skaffet sig adgang til andre personers oplysninger hos IBM og Nets, skriver politiet.

- Og mod betaling af et større beløb at udlevere de to firmaers forretningshemmeligheder i form af en række kendte personers kreditoplysninger til ansatte på Se og Hør, lyder politiets anklage.

Politiet har tidligere sigtet Aller som "juridisk person" i sagen og ransaget medievirksomhedens kontorer. Også forfatteren til bogen "Livet, det forbandede", tidligere Se og Hør-journalist Ken. B. Rasmussen, har tidligere fået ransaget sit hjem af politiet og er blevet afhørt og sigtet i sagen.

Henrik Qvortrup var chefredaktør på Se og Hør fra 2002 til udgangen af 2008. Selv har han tidligere via sin advokat, Anders Németh, erklæret sig uskyldig.

Henrik Qvortrup har tidligere gennem sin advokat Anders Németh afvist at kende til systematiseret overvågning af kendte og kongelige.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst