Lokalpolitik

To danske soldater såret i kamp

Deres køretøj ramte formentlig en mine i Helmand-provinsen

KØBENHAVN:To danske soldater blev lørdag eftermiddag såret i den urolige Helmand-provins i Afghanistan. Soldaterne er uden for livsfare, oplyser Hærens Operative Kommando. Soldaterne kommer fra den lettere opklaringseskadron på Bornholm og var på patrulje i et område nord for den danske lejr i Camp Bastion, da deres køretøj formentlig ramte en mine. - Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder, fordi enheden opererer oppe i den nordlige Helmand-provins et stykke vej herfra. Men vi tror, at køretøjet med tre danske soldater har påkørt en mine. De to er såret, men man har evakueret alle tre her til felthospitalet i Camp Bastion, siger chefen for den danske styrke i Helmand, Hans-Christian Mathiesen. Den ene soldat fik et brud på kæben. Han er ifølge Hans-Christian Mathiesen vågen og ved godt mod. Den anden er fortsat indlagt, men lejrchefen vil ikke oplyse, hvad der er sket med ham. Tilkaldte luftstøtte Ifølge Hans-Christian Mathiesen blev soldaterne kort efter beskudt, og derfor tilkaldte enheden luftstøtte fra fly. De sårede soldater og den tredje mand i køretøjet blev efter angrebet fløjet med helikopter til et britisk felthospital i Camp Bastion. Den tredje soldat er under observation for chok. De pårørende er underrettet om situationen. /ritzau/