USA

To danskere med stor indflydelse

klimaminister Connie Hedegaard (K) og brandingeksperten Martin Lindstrøm.Foto: Scanpix

klimaminister Connie Hedegaard (K) og brandingeksperten Martin Lindstrøm.Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Klimaminister Connie Hedegaard (K) og brandingekspert Martin Lindstrøm er med på den prestigefyldte liste over klodens mest indflydelsesrige personer, som det amerikanske tidsskrift Time Magazine offentliggjorde i går. Connie Hedegaard vælges som en af de vigtigste tænkere i diskussionen om global opvarmning. Hedegaards indsats vækker genlyd i USA, hvor hun ofte deltager i konferencer og rundbordssamtaler med de vigtigste amerikanske klimadebattører og politikere som Thomas Friedman, John Kerry, Arnold Schwarzenegger og Todd Stern. Martin Lindstrøm, som allerede hørte til i den internationale elite som varemærkeguru, steg endnu højere op med den internationale bestseller "Buyology", som udkom sidste år. I den bog dokumenterer Lindstrøm, hvordan man kan komme tættere på sin forbruger ved at forstå menneskets hjerne bedre. Times liste modtages hvert eneste år med spænding. Blandt kandidaterne til at blive Årets Person findes så forskellige navne som talkshowdronningen Oprah Winfrey, den satiriske TV-vært Jon Stewart, pyramidesvindleren Bernie Madoff, pave Benedikt, Tibets åndelige leder Dalai Lama - og USA's præsident Barack Obama. For fem år siden blev miljødebattøren Bjørn Lomborg kåret til en af de 100 mest indflydelsesrige personer. /ritzau/