Ishockey

Ehlers tog vigtig slutspilssejr

Både Washington Capitals og Winnipeg Jets vandt natten til onsdag kamp tre i NHL-slutspillets anden runde

Arkivfoto: Hannah Foslien/AFP/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Hannah Foslien/AFP/Ritzau Scanpix

ISHOCKEY:Både Lars Eller og Nikolaj Ehlers tog natten til onsdag vigtige skridt mod videre avancement i slutspillet af verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Washington Capitals med Lars Eller på isen formåede således ude at vinde 4-3 over sidste års mestre, Pittsburgh Penguins.

Få timer senere kunne Winnipeg Jets gå fra isen med 7-4-sejr over Nashville Predators. Dermed bragte begge danskerhold sig foran 2-1 i kampe i anden runde af slutspillet, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Lars Eller fik godt 14 minutter på isen for Washington - dog uden at komme på pointtavlen.

I stedet blev det holdets russiske stjerne, Alex Ovechkin, der løb med overskrifterne, da han scorede til kampens resultat, 4-3, med et minut tilbage af kampen.

Nikolaj Ehlers fik 19 minutter på isen, da Winnipeg Jets sendte Nashville Predators hjem med et 4-7-nederlag.

Ligesom sin danske kollega i Washington lykkedes det ikke Ehlers at komme på pointtavlen i den vigtige sejr, der bringer Winnipeg foran i serien.

Winnipeg lignede ellers ikke et hold, der var mentalt klar i kampens indledende fase.

Således stod der 3-0 til udeholdet efter første periode.

Men i anden periode lykkedes det canadierne at vende lykken, og på to scoringer af Dustin Byfuglien og en enkelt af henholdsvis Paul Stastny og Jacob Trouba var Winnipeg pludselig foran 4-3 inden tredje periode.

Her lykkedes det Nashvilles Filip Forsberg at reducere i et powerplay, inden Blake Wheeler med to scoringer bragte Winnipeg foran 6-4.

Brandon Tanev fik lov til at score i tomt mål i de døende sekunder, hvor Nashville havde erstattet målmanden med en ekstra angriber.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst