To dinosaurer takker af

AALBORG:Jesper Koch og Søren Larsen, de to eneste tilbageværende "dinosaurer" fra moderklubberne Vadum IF og Aalborg KFUM , takker af i AaB Håndbold efter denne sæson i mændenes HåndboldLiga. Jesper Koch, der fører en temmelig uvant tilværelse som marginalspiller på playmakerpladsen, har længe signaleret, at han søger nye græsgange for at fortsætte karrieren et andet sted i yderligere et par sæsoner, og Søren Larsen har definitivt besluttet sig for at trappe karrieren ned. - Jeg forlængede blot kontrakten med ét år op til denne sæson, og jeg har vist efterhånden duftet til det savsmuld, jeg skulle i min håndboldkarriere, siger 31-årige Søren Larsen. Det er i høj grad hensyn til familien og det civile job som ingeniør hos Grundfos i Aalestrup, der får Søren Larsen til at sige stop. Stresset hverdag - I øjeblikket tager jeg hjemmefra klokken 7.00 om morgensen og kommer oftest hjem igen klokken 21.30 eller 22.00, så det er ikke meget, jeg får set til familien og omvendt. Det her bliver min sidste sæson på eliteplan, og i næste sæson bliver der udelukkende tale om hyggehåndbold på et lavere plan, fortsætter Søren Larsen. Han gør sig nogle overvejelser om på sigt at blive håndboldtræner. - Det kan også komme på tale, at jeg måske tilknyttes AaB Håndbold i en eller anden funktion omkring holdet. Det er i hvert fald noget af det, jeg skal have drøftet med Jan Larsen (sports- og marketingschef i AaB Håndbold, red.), men det er indtil videre ukonkret, hvad mulighederne måtte være i den sammenhæng, forklarer Søren Larsen. Den energiske back, der er kendt for sin fighterevner og uventede skud, udgør sammen med den 30-årige playmaker Jesper Koch det sidste islæt fra de glade dage, hvor Vadum IF og Aalborg KFUM var flagskibene i nordjyske herrehåndbold. De to klubber udgjorde som bekendt senere moderklubberne i Aalborg HSH, der blev til AaB Håndbold op til denne sæson. Spilleragent på sagen Jesper Koch, der var holdets helt store spillemæssige dirigent i Vadum- og Aalborg HSH-tiden, må i denne sæson se sig henvist til at spille andenviolin efter norske Børge Lund. - Jeg har taget kontakt til en spilleragent, der forhåbentlig kan hjælpe mig til en anden dansk klub eller en klub i udlandet, siger Jesper Koch. Han har svært ved at få øje på, hvad der skulle ændre tingenes nuværende tilstand i AaB Håndbold for ham personligt, hvor han oftest varmer udskiftningsbænken. - Jeg har taget beslutningen. Det hænger både sammen med den begrænsede spilletid, jeg får i AaB, og mit arbejde. Jeg står uden arbejde som trykker pr. 1. februar, og jeg håber, at en eventuel ny klub også kan være både mig og min kæreste behjælpelig med at finde arbejde ved siden af håndbolden. - Et ophold i en udenlandsk klub vil jeg heller ikke være afvisende overfor. Jeg har snakket en del med Mads Kiib (tidligere Aalborg HSH-bagspiller, red.), og han er meget tilfreds med sit ophold i en tysk Regionalliga-klub. Noget lignende kunne måske også være løsningen for mig. Jeg er 30 år, og jeg føler stadig, jeg har et par sæsoner i mig på højt niveau, siger Jesper Koch. De seneste fem-seks kampe i AaB har blot bekræftet ham i, at der skal ske noget virkelig drastisk, hvis han skal få øget spilletid i Liga-klubben.