To døde efter skyderi på Bornholm

KØBENHAVN: En landmand på sin traktor blev mandag aften skudt af sin nabo syd for Åkirkeby på Bornholm. Landmanden blev dræbt på stedet, og den skydegale nabo forskansede sig i sit hus. Politiet rykkede frem og omringede mandens hus. Der blev brugt tåregas, inden politifolkene iført skudsikre veste stormede ind og fandt naboen død. Vidner havde forinden hørt et antal skud fra mandens hus. Kriminalinspektør Hans Jørn Munk fra Bornholms Politi fortæller, at landmanden blev skudt på knapt 100 meters afstand. Han var død, da vidner fandt ham siddende i traktoren. Kriminalinspektøren ønsker ikke at opgive navn og alder på de to dræbte mænd, men han fortæller, at de kendte hinanden. - Der er muligvis en forhistorie til skyderiet, forklarer Hans Jørn Munk, men den skal først bekræftes af vidner, familie og bekendte. Kriminalteknisk afdeling og retsmedicinere fra København blev tilkaldt, og før deres arbejde er afsluttet, kan politiet ikke siger noget om motiv eller gerningsvåben. - Gerningsstedet er "fastfrosset" og der er ikke nogen, som rører noget som helst, før teknikerne har set på det, siger Hans Jørn Munk. /ritzau/