To døgn med ”vindenes herrer”

Lørdag  er der mulighed for at se, hvordan nutidens store vinger bliver til. 
Det foregår på 
Siemens vingefabrik 
i det østlige Aalborg.

Lørdag er der mulighed for at se, hvordan nutidens store vinger bliver til. Det foregår på Siemens vingefabrik i det østlige Aalborg.

NORDJYLLAND:Vindmøller er noget skidt! De skæmmer, støjer og strømmen derfra er dyr. Vindmøller er fortræffelige! De er smukke, giver miljøvenlig strøm, mange arbejdspladser og så tjener de penge i stride strømme hjem til landet. Meningerne om de trevingede apparater, der står mange steder i det danske landskab, er delte. Fredag og lørdag forsøger vindkraftindustrien med arrangementer landet over at gøre folk med interesse for sagen i stand til at tage stilling til vindkraftens fremtid på et mere kvalificeret grundlag. Nordjylland byder Westas Wind Systems A/S og Skagen Handelsstandsforening til ”Vindens Nat” på Kappelborgskolen, hvor der er udstilling om vindkraft, multimedieshow samt underholdning af Gudrun Jacobsen, kendt fra ”Stjerne for en aften”. I Aalborg inviterer Siemens Wind Power A/S indenfor på koncernens vingefabrik på Troensevej i Aalborg Øst. Her bliver der lejlighed til at se, hvordan de op til 52 meter lange vinger bliver til. I Aalborg udviklede Bonus, som virksomheden hed, før den blev købt af den tyske elektronikkoncern Siemens, en særlig metode, som indebære, at fabrikken som den eneste i verden støber vingerne i ét stykke i lukkede forme. Modsat hos konkurrenterne, hvor vingerne støbes som to skaller, der siden limes sammen. På ganske få år har vingefabrikken i Aalborg udviklet sig til at være en af regionens største arbejdspladser. I alt beskæftiger fabrikken, der producerer 24 timer i døgnet syv dage om ugen, 600 mand. Hvor mange vinger, fabrikken producerer årligt, er en forretningshemmelighed, ligesom publikum heller ikke får adgang til alle dele af processen.