Trafikulykker

To dræbt da bil ramte træ og brød i brand

VEJLE:En bilulykke på Grejsdalsvej godt seks kilometer nord for Vejle kostede natten tidligt lørdag en mand og en kvinde livet. Ulykken skete i et lille skovområde, hvor bilen kørte ind i et træ lige efter et sving. Begge personer er formentlig dræbt på stedet, oplyser Vejle Politi. - Det er en soloulykke, så de er simpelt hen kørt af vejen. Vi kan endnu ikke sige noget om årsagen til uheldet, men det var rimglat i skovområdet i nat, fortæller vagthavende ved Vejle Politi. De pårørende er endnu ikke underrettet, da politiet har svært ved at identificere de dræbte. Bilen brød i brand ved ulykken, så begge personer er slemt tilskadekomne. Bilen er indregistreret i Billund./ritzau/