Trafikulykker

To dræbt efter trafikulykke - flere fortsat i livsfare

THISTED: Den 27-årige Jesper Skadholm fra Skjoldborg ved Thisted blev fredag aften dræbt i en trafikulykke på Vilsundvej syd for Thisted, da den bil, han var passager i, under en overhaling kørte frontalt ind i en modkørende bil. Lørdag formiddag døde hans kammerat og bilens fører, den 24-årige Kim Strømgaard Andersen, af sine kvæstelser, oplyser politiet i Thisted. Den 24-årige var ligeledes fra Skjoldborg. I den modkørende bil blev en pige på to år livsfarligt kvæstet, mens de fire øvrige i bilen - to voksne samt to børn på henholdsvis fem og syv år - blev lettere kvæstet. En jævnaldrende til de to dræbte i den overhalende bil blev alvorligt kvæstet ved ulykken, og hans tilstand var lørdag middag fortsat kritisk, oplyser politiet. /ritzau/