USA

To dræbt ved Muhammed-udstilling

Kontroversiel hollandsk politiker holdt tale ved en islamkritisk begivenhed, hvor to mænd er blevet skudt

Foto: Mike Stone, Reuters

Foto: Mike Stone, Reuters

USA:Amerikansk politi har skudt og dræbt to mænd foran et konferencecenter i delstaten Texas, hvor karikaturtegninger af profeten Muhammed udstilles, oplyser myndighederne.

Mændene blev ifølge tv-stationen News 8 og avisen The Dallas Morning News skudt søndag aften omkring klokken 19 lokal tid på en parkeringsplads uden for Curtis Culwell Center i byen Garland, hvor der holdes et islamkritisk arrangement.

Den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders var hovedtaler. Han var hurtig til at omtale skudepisoden på Twitter.

- Skud affyret ved ytringsfrihedsarrangement i Garland med Muhammed-tegninger. Jeg har lige forladt bygningen efter at have holdt tale, skrev Wilders kort efter skyderiet.

Åbnede ild på p-plads

Politiet har ikke identificeret de to bevæbnede mænd, og man har heller ikke fastslået, om de har forbindelse til kritikere eller grupper, som har ytret modstand mod arrangementet.

- Jeg har ingen idé om, hvem de er, ud over at de er døde og ligger på gaden, siger en talsmand for politiet, Joe Harn, til nyhedsbureauet Reuters.

Der har været spekuleret i, at de to mænd havde sprængstoffer på sig, men det er ikke bekræftet.

Ifølge NBC News åbnede de to mænd ild på parkeringspladsen, og en sikkerhedsvagt blev ramt af skud i benet.

Sikkerhedsvagten blev kørt til hospitalet, og han blev udskrevet tidligt mandag morgen dansk tid.

Ingen andre skal være kommet noget til under skyderiet.

Ret til at ytre sig

En Walmart-butik i nærheden skulle yderligere være blevet evakueret af frygt for, at en tredje mistænkt befinder sig i forretningen med en håndgranat, har News 8 rapporteret.

Derudover har politiet afspærret et større område, og en ”mistænkelig” bil er ved at blive undersøgt, oplyser politiet til lokale medier.

Begivenheden var stablet på benene af organisationen American Freedom Defense Initiative.

Der var 10.000 dollar på højkant til den bedste karikatur af profeten. Der var blevet indsendt cirka 350 bud på, hvordan profeten ser ud.

Udstillingen er blevet kritiseret for at være islam-fjendsk, da mange muslimer anser det for værende forbudt at tegne profeten.

Arrangørerne har afvist beskyldningerne med, at de blot udøver retten til at ytre sig frit. Dog havde de betalt for ekstra sikkerhed ved arrangementet, skriver The Dallas Morning News.

/ritzau/