Udland

To dræbte og flere sårede i skyderi på natklub i USA

Et vidne siger, at der lød skud, og at folk strømmede ud af en natklub i Florida natten til mandag.

Mindst to personer er dræbt, og op mod mellem 14 og 16 er sårede under et skyderi ved en natklub i Fort Myers, Florida.

Det bekræfter en politikilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Skyderiet fandt sted natten til mandag lokal tid, og der er flere betjente på gerningsstedet.

Ofrene er endnu ikke identificeret af myndighederne, forklarer betjent Jim Mulligan fra det lokale politi til Wink News.

Ifølge Reuters oplyser det lokale politi, at man har tilbageholdt tre personer, og man forsøger i øjeblikket at fastlægge, hvilket motiv der ligger bag angrebet.

Natklubben hedder Club Blu og ligger i den amerikanske by Fort Myers.

Vidner beskriver gerningsstedet som et "galehus".

Der var meldinger om skud, og folk strømmede ud fra natklubben, forklarer et vidne.

En kvinde, der bor tæt på natklubben, siger, at hun hørte 30 skud, fra hvad hun mener er flere våben.

Ifølge NBC2 News er mindst to andre gerningssteder tilknyttet skyderiet.

Flere skriver på sociale medier, at der skulle være tale om en ungdomsfest i natklubben. Men det er endnu ikke bekræftet.

Ifølge Fox 4 fandt skyderiet sted på parkeringspladsen uden for natklubben. Skyderierne fortsatte fra en bil på to andre steder.

Politiet fik meldingen klokken et natten til mandag lokal tid.

Det står ikke klart, om hændelserne hænger sammen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst