To drenge i fængsel

Odense 1. november 2002 07:00

ODENSE: Til trods for deres unge alder blev to drenge på 16 og 17 år ikke fundet egnede til den diskuterede ungdomssanktion og blev derfor af en domsmandsret i Odense idømt henholdsvis ni måneders og otte måneders ubetinget fængsel for bl.a. tyverier, ulovlig tvang og vold. Den 16-årige tvang juledag i fjor sammen med tre andre, hvis sager hører under Middelfart, personale på amtets institution for surrogatfængsling, Egely på Nordvestfyn, til at udlevere en nøgle, så de kunne komme ud og fejre nytår. Det skete gennem truende adfærd og ved bl.a. at kaste en stol, som dog ikke ramte nogen. Den 17-åriges meriter bød bl.a. på vold, idet han spyttede en kvinde i ansigtet. Han havde også skudt med luftpistol op i luften, uden at nogen blev ramt, og på en institution rykket nøglen fra en pædagog. Derefter søgte han at overfalde en anden med et armlæn, men blev standset af de ansatte. Desuden var han og den 16-årige tiltalt for efter en anden retssag at have truet et vidne, som de siden mødte i Odense-bydelen Vollsmose ved at skulle have råbt "Pas på, vi ikke kommer og slår dig ihjel!" Her frifandt retten dog den 16-årige, mens den 17-årige blev fundet skyldig. Begge modtog dommen. Den 16-årige havde i forvejen en tidligere betinget straf på seks måneders fængsel, mens den anden udelukkende havde en betinget straf på 60 dage. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...